Driftsstatus: Du kan i øjeblikket opleve problemer med at logge på e-Boks

Brugervilkår – Privat

  1. Generelt
  2. Digital postkasse
  3. Digitale tjenester
  4. e‑Boks mobil
  5. Brugersupport
  6. Kommerciel Visningsklient

1. Generelt

1.1. Anvendelsesområde

Du accepterer som bruger af e-Boks Nordic A/S' (herefter "e-Boks") tjenester disse brugervilkår overfor e-Boks ved din oprettelse af en konto på e-Boks' platform. Disse brugervilkår er gældende ved anvendelse af e-Boks' ydelser/produkter, hjemmesider, support, apps, sociale medier og andre digitale platforme, og ved deltagelse i e-Boks brugerundersøgelser. Når du accepterer brugervilkårene, accepterer du også e-Boks' Privatlivspolitik og Cookiepolitik.

1.2. Om e-Boks

e-Boks er en digital platform, som bl.a. giver dig mulighed for at tilgå digital post fra både offentlige myndigheder og private virksomheder.

e-Boks giver dig bl.a. adgang til

  • breve, meddelelser mv. (herefter "Meddelelser") fra private virksomheder, og digital post fra offentlige myndigheder,
  • dine personlige arkiver i e-Boks,
  • at kommunikere direkte og sikkert med en tilmeldt virksomhed,
  • at underskrive aftaler digitalt,
  • at foretage betalinger via samarbejdspartnere, og
  • at benytte de ydelser og funktioner, som e-Boks til enhver tid måtte tilbyde i kraft af e-Boks' samarbejde med tredjeparter

1.3. Ansvarsbegrænsning

Medmindre andet følger af ufravigelig lovgivning, er e-Boks ikke ansvarlig for de af e-Boks tilbudte løsninger, indholdet af Meddelelser, adviseringer, og heller ikke for tab ved forsinkelse, manglende levering, fejllevering, tab af data, IT-fejl, virus, skade på dit udstyr, eller force majeure lignende forhold, uanset om det alene angår e-Boks. e-Boks påtager sig i øvrigt intet erstatningsansvar for misligholdelse af kontrakt, manglende performance eller manglende funktionalitet. e-Boks er endvidere ikke ansvarlig for tab som følge af uberettiget brug, f.eks. hvis der er blevet givet adgang til andre til din digitale postkasse hos e-Boks eller til din adgang til e-Boks Brugersupport, eller du har undladt at underrette e-Boks om uregelmæssigheder eller misbrug eller mistanke herom. e-Boks er ikke ansvarlig for tredjeparts tjenester der tilbydes via e-Boksløsningen.

1.4. Inaktivitet og dødsfald

Ved dødsfald forbeholder e-Boks sig ret til at slette afdødes oplysninger hos e-Boks efter den periode, som er angivet i e-Boks Privatlivspolitik. Det samme gør sig gældende, hvis du ikke har været logget ind i e-Boks i den periode, som er angivet i e-Boks' Privatlivspolitik.

1.5. Vilkårsændringer

e-Boks kan ændre og opdatere vilkårene på www.e-boks.dk, hvor de gældende vilkår altid vil være tilgængelige. Ved væsentlige ændringer gives meddelelse via din e-Boks med mindst én måneds varsel.

1.6. Rettigheder

Alt materiale i e-Boks, f.eks. navne, logoer, varemærker, grafik, tekster, ikoner, billeder, software mv., tilhører e-Boks og samarbejdspartnere og er beskyttet af bl.a. varemærke-, ophavsrets- og markedsføringslovgivningen.

1.7. Lovvalg og værneting

Tvister om forhold reguleret af disse vilkår skal afgøres efter dansk ret ved de danske domstole.

1.8. Kontakt

e-boks kan kontaktes via www.e-boks.com/danmark/da/kontakt.

2. Digital postkasse

I din digitale postkasse hos e-Boks kan du tilgå post fra både offentlige myndigheder og private virksomheder.

2.1. Retsvirkning

De Meddelelser, du modtager via e-Boks, får du ikke som almindelig post. Meddelelser modtaget i e-Boks har samme retsvirkning, som hvis de var modtaget som almindelig post, eksempelvis med hensyn til betalings-, accept- og klagefrister. Meddelelserne anses for at være kommet frem til dig, når de er tilgængelige for dig i e-Boks.

2.2. Ansvar

Det er dit ansvar

  • løbende at kontrollere, om der er nye Meddelelser i din digitale postkasse hos e-Boks,
  • at sikre, at e-Boks altid har din korrekte e-mailadresse og/eller dit mobilnummer, hvis du ønsker advisering om nye Meddelelser,
  • straks at skifte adgangskode og underrette e-Boks, hvis du bliver opmærksom på eller får mistanke om uregelmæssigheder eller misbrug af din digitale postkasse hos e-Boks
  • at tildele og administrere adgange for andre personer til din e-Bokskonto, herunder at slette disse adgange i overensstemmelse med dine ønsker.

Du er i øvrigt ansvarlig for at indhold, som du arkiverer i e-Boks, overholder gældende ret.

2.3. Sletning

Sletter du Meddelelser i e-Boks, kan de ikke genoprettes eller genskabes. Du kan til enhver tid slette Meddelelser og dokumenter i din digitale postkasse hos e-Boks. e-Boks har ikke adgang til indholdet i dine Meddelelser. e-Boks forbeholder sig retten til at gøre Meddelelser i din digitale postkasse hos e-Boks utilgængelige, i tilfælde hvor e-Boks er underlagt en retlig forpligtelse, eller hvor der fejlagtigt er sket en kompromittering af andres personoplysninger.

2.4. Til- og afmelding

Ved oprettelse af din brugerkonto accepterer du at blive tilmeldt alle afsendere, som benytter e-Boks' tjenester til at sende digital post.

2.4.1. Afmelding af modtagelse af meddelelser fra afsendere

Du er som udgangspunkt tilmeldt alle afsendere på e-Boksplatformen. Du kan til enhver tid afmelde modtagelse af Meddelelser fra afsendere i e-Boks, medmindre du har indgået aftaler med afsendere, som kræver at du har en digital postkasse hos e-Boks eller afsendere i øvrigt har lovhjemmel til at sende post til dig. Eventuelle ændringer af dine tilmeldinger vil have virkning for post, som er modtaget af e-Boks efter ændringstidspunktet.

2.4.2. Afmelding af digital postkasse

Du kan til enhver tid afmelde eller slette din digitale postkasse hos e-Boks. e-Boks vil dog være forpligtet af disse vilkår, så længe du benytter dig af e-Boks.

3. Digitale tjenester

e-Boks giver dig mulighed for at tilgå forskellige digitale tjenester efter dit eget valg. Indholdet afhænger af, hvem der leverer og administrerer den digitale tjeneste. De digitale tjenester, som du vælger, vil enten være leveret og administreret af e-Boks eller af en tredjepart.

e-Boks har ret til at præinstallere services, som ikke har karakter af kommercielle services, og som e-Boks mener har relevans for alle brugere. Du kan til enhver tid afmelde dig disse services, se punkt 3.3.

3.1. Indhold i digitale tjenester

Det indhold som vises, når du tilgår en digital tjeneste, kan være bestemt af tredjepart. Når tredjepart stiller indhold til rådighed for dig igennem en digital tjeneste, har e-Boks intet ansvar for tjenestens indhold.

3.2. Samtykke og verifikation

Ved tilvalg af en digital tjeneste leveret og administreret af en tredjepart giver du dit samtykke til, at e-Boks må videregive de oplysninger om dig til tredjepart, som er nødvendige for at tredjepart kan verificere dig. Du vil altid blive oplyst om, hvilke oplysninger der videregives ved tilvalg af en tjeneste. Du kan til enhver tid trække dit samtykke tilbage ved at fravælge tjenesten. Se nedenstående om fravælgelse af en digital tjeneste.

3.3. Fravælgelse af digitale tjenester og præinstallerede services

Du kan frit fravælge tjenester i e-Boks. Dette gøres ved at slette den digitale tjeneste/service i din opsætning. Når du fravælger en digital tjeneste/service, betyder det ikke, at du ikke længere har en brugerkonto hos den tredjepart, som leverer og administrerer tjenesten, og denne tredjepart kan fortsat have oplysninger registreret om dig. For at slette din bruger og/eller dine oplysninger hos tredjepart, skal du derfor rette henvendelse direkte til den pågældende tredjepart. Sletning hos tredjepart er ikke e-Boks' ansvar.

4. e-Boks Mobil

4.1. Anvendelsesområde

e-Boks giver dig mulighed for at tilgå e-Boks Mobil via e-Boks App'en (herefter "App'en"). Ikke alle funktioner fra e-Boks kan udføres i App'en. For disse funktioner skal du logge på e-Boks i en browser. På App'en kan du blandt andet

  • læse og administrere Meddelelser,
  • gemme billeder fra dit kamera eller billedarkiv,
  • til- og afmelde afsendere af post,
  • redigere din brugerprofil med e-mail og mobilnummer,
  • samt betale regninger.

4.2. Brugsretten

Du får en ikke-eksklusiv og uoverdragelig ret til at bruge App'en på enhver smartphone eller tablet (iOS, Android eller Windows) du ejer eller kontrollerer, inden for rammerne af disse vilkår og den danske ophavsretslovgivning. Du må ikke distribuere App'en eller gøre den tilgængelig over et netværk. Du må ikke udleje, lease, udlåne, sub-licensere eller sælge App'en. Du må ikke søge at udlede sourcekoden, modificere, eller skabe afledte værker (derivater) af App'en. Enhver overtrædelse af disse anvendelsesvilkår og/eller overtrædelse af den danske ophavsretslovgivning vil automatisk ophæve din ret til at anvende App'en i henhold til disse anvendelsesvilkår. Ud over at ophæve din ret til at anvende App'en, kan enhver overtrædelse af disse anvendelsesvilkår og/eller overtrædelse af den danske ophavsretslovgivning medføre retlige skridt imod dig. e-Boks kan til enhver tid tilbagekalde eller ændre din ret til at anvende App'en i henhold til disse anvendelsesvilkår.

4.3. Misbrug

Hvis du får mistanke om at din adgangskode eller aktiveringskode til din mobiladgang er kommet til andres kendskab, skal du straks ændre koderne. Adgangskode og aktiveringskode finder du i din digitale postkasse hos e-Boks under indstillinger.

4.4. Biometrisk autorisation

Du kan benytte dig af biometrisk autorisation, som f.eks. touch-id eller face-id, til at logge på App'en. Det kræver, at du accepterer, at enhedens mulighed for at låse op med biometrisk autorisation bliver knyttet til din brugerprofil i App'en. Du kan kun tilknytte enhedens registrerede biometri til én brugerprofil i App'en. Andre kan misbruge App'en, hvis de har adgang til administration af biometrisk autorisation på din enhed. Du skal derfor sikre, at du alene har aktiveret din egen biometri som adgangskode. Brug kun biometrisk autorisation på enheder, som kun du har adgang til og aldrig på jailbreakede enheder. Har du overtaget enheden fra en anden, skal du først slette den gemte biometri, inden du aktiverer dit eget. Overdrager du din enhed til en anden, skal du først slette din brugerprofil i App'en.

4.5. Ophør af biometrisk autorisation

Du kan ophøre med at bruge biometrisk autorisation til at logge på App'en, hvis du

  • fjerner din brugerprofil fra listen med aktiverede brugere i App'en,
  • logger på App'en og deaktiver din valgte biometriske autorisation under Indstillinger, eller
  • sletter App'en fra enheden.

4.6. Mistet mobil-enhed

Mister du din mobile enhed, skal du snarest muligt generere en ny aktiveringskode og/eller adgangskode i din digitale postkasse hos e-Boks.

4.7. Spærring af mobiladgang

e-Boks forbeholder sig ret til at spærre din mobiladgang af sikkerhedshensyn ved mistanke om misbrug. Bliver din mobiladgang spærret, kan du kontakte e-Boks.

5. Brugersupport

e-Boks Brugersupport giver dig adgang til at kommunikere med et support-team, som yder assistance i forbindelse med brug af e-Boks´ løsninger.

5.1. Indsendelse af personoplysninger

Det er dit ansvar udelukkende at indtaste personoplysninger i de til formålet udformede felter i brugersupporten. Angives personoplysninger, som f.eks. cpr-nummer, i emne- eller beskrivelsesfeltet samt i chat-funktionen vil din henvendelse automatisk blive slettet, og henvendelsen vil ikke blive behandlet.

5.2. Mistanke om misbrug:

Hvis du bliver opmærksom på eller får mistanke om uregelmæssigheder eller misbrug af din adgang til e-Boks Brugersupport, skal du straks skifte adgangskode samt underrette e-Boks.

6. Kommerciel visningsklient

e-Boks giver dig adgang til din digitale post fra offentlige afsendere. Din digitale post fra det offentlige kan ligeledes tilgås fra de offentlige visningsklienter (borger.dk) som alternativ/supplement til e-Boks.

6.1. Autentifikation af slutbrugere

En slutbruger autentificeres ved at logge på e-Boks via NemLog-In.

6.2. ændring af Slutbrugervilkår

ændrede brugervilkår for visningsklienten varsles minimum en (1) måned før ændringerne træder i kraft.

6.3. Opsigelsesvarsel

Opsigelse af slutbrugere af visningsklienten sker med et varsel på minimum en (1) måned.

Version 5.2 – 2024/10